Siden her er stadigvæk under opbygning – men du kan læse om mine mærkesager!
Jeg har 5 mærkesager:
- Økonomisk ansvarlighed: Prioritering og vækst!
- Pas på vores børn! Glade børn og trygge forældre.
- Klima- og miljøindsats mod målbare resultater – ikke symbol- og prestigeprojekter
- Det skal være trygt at blive ældre
- Stands tyven!
Økonomisk ansvarlighed: Prioritering og vækst!
Den kommunale økonomi er grundlaget for, at alt andet kan lade sig gøre. Furesø er landets næst-mest forgældede kommune. Fra 2030 bortfalder det tilskud vi modtager fra staten på 37 millioner om året til at servicere gælden. Med den hastighed vi afdrager nu, der er vi først gældfri i 2051. Vi spilder x millioner om året på renteudgifter.
Vi har haft en meget samarbejdende kommunalbestyrelse. Faktisk så samarbejdende, at man altid har kunne finde penge til små niche-projekter om dette og hint. Det har udhulet prioriteringen fuldstændig – og jeg mener, at det i dag er vores børn og ældre der betaler prisen herfor.
Vi skal en ansvarlig økonomisk politik! Det betyder, at vi skal prioritere kernevelfærd først: Altså, børn og ældre.
Når en mangeårig lokalpolitiker for nyligt begræder, at kommunen kun er den kommune der bruger 9. flest penge på kulturområdet, men for få år siden i top 3, så viser det mig, at man slet ikke har forstået, hvad prioritering er. Hvis den enkelte borger selv styrede, hvordan skattekronerne skulle bruges, så er det svært at forestille sig, at man vil købe billetter til teateret, før man har betalt for børnenes daginstitution eller de ældres plejehjem. Det er helt reelt det der er sket i Furesø.
Foruden prioritering er vi nødt til at arbejde med økonomisk vækst. Det betyder konkret, at vi er nødt til at udlægge og modernisere områder til erhverv, og at vi er nødt til at bygge flere ejerboliger. Mange partier ønsker 0-vækst. Det gør jeg ikke. Det kommunale landsgennemsnitlige vækstgrundlag vokser med 3,2 % om året – i Furesø er det gennemsnit 2,4 %. Vi burde, med vores geografiske placering og fantastiske muligheder, ligge over landsgennemsnittet i stedet for under.
Alle partier på venstrefløjen ønsker flere almene boliger, når vi bygger nyt. Det er en dårlig idé, for vi har allerede 28 % almene boliger i kommunen. Almene boliger er den boligform danskerne ønsker sig mindst, og statistisk skaber almene boliger enten nul-vækst eller er en udgift for os der allerede bor i Furesø.
Pas på vores børn! Glade børn og trygge forældre.
Jeg tror helt grundlæggende på, at vores børn er vores guld. På at de har minimal indflydelse på deres egen trivsel. På at de er det vigtigste vi har: Både som familier og som samfund.
Derfor kan vi ikke være bekendt, hvis ikke vi gør alt, hvad der står i vores magt for at passe på dem og for at give dem de bedst mulige vilkår at vokse op og udvikle sig i.
Konkret betyder det for mig, at vi i Furesø skal:
- Stoppe med at spare på daginstitutionsområdet!
- Gøre det så attraktivt som muligt at være pædagog i Furesø
- Frisætte daginstitutionerne mest muligt. Fjern måltal, rapporteringskrav og andet bureaukrati.
- Daginstitutionslederne og forældrebestyrelserne er de bedste til at indrette den enkelte daginstitution.
- Minimumsnormeringer skal være praktiske og faktuelle minimumsnormeringer – og ikke nogle vi trækker i et Excel-ark. Altså: Børn, forældre og pædagoger skal igennem hele dagen opleve, at minimumsnormeringerne er til stede. Minimumsnormeringerne er min. 1 pædagogisk medarbejder pr 3 børn i alderen 0-2 år, og min. 1 pædagogisk medarbejder pr 6 børn i alderen 3 år og op til skolestart.
- Sikre at bygninger og faciliteter er attraktive og optimale
- Fjerne lukkeuger og den reducerede åbningstid fordi det skader familiernes mulighed for selv at kunne indrette deres arbejds- og familieliv
- Sikre at der er lokale pasningstilbud der, hvor folk bor.
Når vores børn går i skole, så skal de fortsætte med at have de bedste muligheder for at udvikle sig.
Konkret betyder det for mig, at vi i Furesø skal:
- Overholde anbefalede klasselofter
- Ressource rammer og faciliteter (min egen datter gik i en klasse, hvor der i en periode ikke var stole og borde til alle – det er fuldstændig urimeligt)
- Frisætte skolerne fra kommunal side bedst muligt: For det er den enkelte skolebestyrelse, skoleleder og lærer der bedst ved, hvordan vi får den bedst mulige undervisning.
- Gøre det så attraktivt som muligt at være lærer i Furesø, så vi kan fortsætte med at tiltrække de bedste.
Klima- og miljøindsats mod målbare resultater – ikke symbol- og prestigeprojekter
I Furesø Kommune skal vi tage ansvar for klimaet. Men når vi bruger borgernes penge på den grønne omstilling, skal det være med realistiske og målbare mål for øje . Det skal være slut med dyre prestigeprojekter.
At Furesø kommune over en periode på fire år ender med at bruge flere millioner på at udsætte to køer der skal græsse på Baunesletten i biodiversitetens navn kan lyde som en dårlig vitttighed, men det er intet desto mindre sandt. Der er stor uenighed om effekten og eksperter peger på, at så små arealer bedre plejes med forårsafbrænding og høslæt.
Umiddelbart kan udbredningen af solceller jo virke som et stærkt klimatiltag. Men når man etablerer et kommunalt selskab, fordi private aktører ikke finder det rentabelt at etablere solceller, så bør man stoppe op og overveje, om vi kunne få mere effekt for vores penge andetsteds.
Kommunale klimatiltag skal være konkrete og skabe effekt
Jeg mener, at vi først og fremmest skal få styr på vores overløb til vores fantastiske søer. Det er simpelthen for ulækkert, at kloakkernes indhold vælter ud i vores smukke søer hver gang vi har et større regnskyl. Konkret vil jeg have Furesø kommune til at trække sig ud af samarbejdet med Novasfos og i stedet for at betale til to centrale rensningsanlæg der placeres mere end 20 kilometer væk, så skal vi undersøge muligheden for at etablere lokale energineutrale rensningsanlæg der hvor problemerne er. Det er selvfølgelig svært at overbevise den siddende borgmester om, da Ole Bondo selv sidder i bestyrelsen hos Novafos.
Vi skal have etableret robotsortering af vores affald, så vi kan få stoppe de vanvittige udgiftsstigninger vi har i vores affaldsafhentning og affaldssortering.
Vi skal være langt mere kritiske og krævende, når vi indgår aftaler
Vi får aldrig en reel støjafskærmning af Hillerød-motorvejen, hvis ikke vi tør undersøge muligheden for frasalg af bygningsretter i forbindelse hermed. En reel støjafskærmning koster mere end 6 milliarder. Den skal vi stræbe efter for vores alles skyld: Det kræver, at vi tør lave en model der involverer privat, kommunal og statslig finansiering.
Det skal være trygt at blive ældre
Ældreområdet i Furesø har været plaget af besparelser, og det har i 2025 fået bedst opmærksomhed igennem nogle af de dårlige sager der har været – f.eks. ift. Lillevang.
Konkret vil jeg have:
- Varige reelle budgetudvidelser – ikke kun omlægninger
- Uddannelses- og kompetenceløft: Opret en pulje øremærket kompetenceforløb: efteruddannelse i demenspleje, rehabilitering, kommunikation.
- Formelt inddrag Seniorrådet i udformning af rehabiliteringscentre, lokalplejehjem og beslutninger om plejeinitiativ — fx som faste medlemmer af styringsgrupper.
- Udbyg ordningen med tværfaglige teams, som kan træffe beslutninger umiddelbart under hjemmebesøg og uden bureaukratisk forsinkelse
- Bevar og støt Gedevasevang!
Stop indbrudstyven! Stop cykeltyven! Stop butikstyven!
Det skal være tryggere at bo i Furesø. Det bliver det ved at:
- Kommunen skal gå sammen med andre nordsjællandske kommuner om at presse regeringen for en øget politiindsats imod indbrud og i øvrigt indføre ny lovgivning der giver politiet bedre værktøjer til at efterforske indbrud (eksempelvis brug af teleoplysninger der ellers kun er forbeholdt forbrydelser med højere strafferamme).
- Kommunen skal afsøge mulighederne for kommunalt opsat overvågning (inkl. ANPG-kameraer) på relevante steder til støtte for politiets efterforskninger.
- Kommunen skal om nødvendigt indhente tilbud på private sikkerhedsydelser ifm. indbrudsbølger.
- Der skal etableres flere cykelfastlåsningsmuligheder på stationerne.
- Overvågningen på Farum, Værløse og Hareskovby S-tog station skal om nødvendigt øges.
- Der skal oprettes en kommunalpulje til styrkelse af specifikke sikkerhedstiltag for små erhvervsdrivende.